Indhold
De sidste par dage har været lidt tumultuous for mig, når det kommer til hvordan jeg ser spillere og mig selv. Jeg har altid elsket spil som underholdningsmedium og måske endnu mere som et socialt fænomen, den fælles følelse af identitet, jeg føler, når jeg snakker til en person, der også elsker Falde ud, fortvivlelsen, jeg deler, når der sker noget som Konami går af skinnerne. Gaming som en kultur har været en væsentlig del af min identitet lige siden barndommen, så derfor er det ret freaking skræmmende, da jeg indså, at jeg måtte lade noget af den passion gå.
Ikke for længe siden skrev jeg en skrigskant mod Konami for, hvad de gjorde til deres IP, hurtigt tilbagetrukket det og genudgivet det som en lidt mindre ranty version. Jeg står ved de punkter, jeg rejste i artiklen, men fandt mig selv chokeret over hvor vred jeg var over en franchise, jeg var kun en afslappet fan af.
Hvad gjorde dette så vigtigt for mig?
For mig følte det sig, at firmaet, der var ansvarlig for nogle af de bedste spil i branchen, afskedede os som spillere. For mig følte det mig som en personlig fornærmelse, der forringede kulturen, jeg bekymrede mig dybt over for illegitimitet. Ser tilbage, jeg er flov over, hvordan det personligt ramte mig.
Et par dage efter jeg hørte om en artikel, der hævdede Fallout 4 blev genbrugt Fallout 3 i forklædning. Nogle af kommentarerne i den artikel talte om hvordan Falde ud efter de oprindelige to var ikke en del af serien og sagde at 3 var den værste optagelse i serien. Det er ikke noget nyt begreb, at nostalgi påvirker præference og Fallout 3 er gammel nok nu, at jeg nok er offer for det selv. Jeg var helt klar til at gøre mit modargument, da jeg indså, hvor meget min nostalgi ramte mig, jo mere jeg tænkte på det, jo mere indså jeg, hvor gyldige deres meninger var, selvom jeg ikke pleje dem selv.
Jeg var nødt til at spørge mig selv, om jeg måske bliver lidt for tæt på denne hele gamer identitet ting? Så vidt jeg nogensinde er bekymret, er spil kunst, og kulturen omkring det er ikke mindre legitim end nogen anden medie, men måske har jeg brug for at revurdere min holdning, før jeg tager mit tastatur højt på min moralske overlegenhed. Det er let at glemme jeg taler til rigtige mennesker.
Spil er noget, jeg tror, jeg vil bruge resten af mit liv om at skrive om, men jeg er ikke villig til at lade mit liv kun være om dem.