Indhold
- Den ene side er Donald Trump, de andre Sanders. Fox News versus MSNBC.
- De Røde kommer
- Det hele føles robot så mange spil i serien, og den talbaserede gatekeeping er absurd.
- Der er nogle fremskridt.
Mord er allestedsnærværende til Assassin's Creed Syndicate. UbiSofts løst historiske drama svarer til biografens Sav franchise - der er så mange indlæg og så mange dødsfald, gentagelse har stoppet nogen fra at bryde sig om. Borgere i denne arkitektonisk lyd, industrialiserede 1868 London ignorerer Assassin, der er faldet fra himlen for at dræbe deres mål. De vil chastisere morderen for pickpocketing den for nylig afdøde. Videospil er dumme.
Verden af Syndicate vises uvidende. Det er ikke kun uvidenheden om mord. Dette tværsnit af Templar / Assassin-krigen skildrer viktorianske tider som grusomme. Historiepunkter har hårdt anklaget kapitalisterne indenfor. Skurkene, klædt i luksuriøst tæppe og blødt reciterende deres uddannede vokabularier, svarer til Wall Street hustlers, som Bernie Sanders ser. Assassin's Creed Syndicate har de moderne delelinjer af godt / ondt.
Den ene side er Donald Trump, de andre Sanders. Fox News versus MSNBC.
Syndicate s børn arbejder for pennies, fejende fabrikker ejet af Crawford Starrick - Starrick et hårdt, devilish navn i kontekst, der kun kunne gives til en vaudevillian-lignende kriminel. Starrick er en uacceptabel narcissist. "De er skyldige for mig, for deres liv", snyder han, komisk overtalte, da han nipper til te, samtidig med at han forsvarer sin grusomme indflydelse på Londons smokey skyline.
Som en første dræb, Syndicate sender en af sin tvillingmord, Jacob Frye, ind i et støberi. Mission mål visuelt afsløre vejafgift af børnearbejde. Kids huddle i hjørner for varme og feje målløst. Man bliver såret som en træstråle kollapser.
Den portly fabrikschef, der er mere beslægtet med Batman's Penguin end troværdige plutocratarketype, dokker det skadede barns løn. Han kråber om overskud, hvilket tilsyneladende er det eneste meningsfulde ord i deres industridrevne dialog.
Syndicate s dagsorden er fast, men taler ned til et typisk liberalt publikum. Materialet er latterligt og tvangsmæssigt, kun egnet til en politisk angrebsannonce. Dette er på en eller anden måde grundlaget for et mega-studios ferievideospil.
De Røde kommer
Fjender bærer røde frakker. De røde frakker springer på støvede børn, der arbejder hårdere. De rekrutterer slankende, muskuløse tøs i deres rækker som intimidering.De har eget område, der er bekvemt vist på et kort med røde markeringer. Rød er dårlig, medmindre det spildes blod.
De gode bærer modsatte grønne. Syndicate s krig er som åbningsmordmeleen i Ganges of New York - men i julen. Det få uskyldige politi, der dræber midt i sagen, er ulykker tilsyneladende. Computerspil er dum.
Superhero Assassin fra 1860'erne udvider deres oprørske arsenal med gaver fra Alexander Graham Bell, Syndicate s genstande svarende til James Bonds Q. Bell opdager telefonen og gribekrogen (som vidste?), den sidstnævnte, der er guld til Syndicate s manøvredygtighed. Smokestack til smokestack - traversal affald mindre tid end før. Og hvor sød og excentrisk Bells dialog er. "Kald det en telefon!" Spytter en snigmorder. ”Tele? Hvor bizart, "spytter Bell. Det er historie ifølge Assassin's Creed.
Det hele føles robot så mange spil i serien, og den talbaserede gatekeeping er absurd.
Det er UbiSofts moderne design: Far Cry, Assassin's Creed, Se Dogs, Holdet. Afkryds dele af compartmentalized maps, dræb / beat mål, unravel en fortælling af begrænset forstand. Syndicate bygger en radikaliseret sag, Occupy Wall Street af røgstabler og stål, indtil UbiSofts trætte designfilosofi kolliderer med ideen.
Og det trætte design er rent alle tal, ikke at de fleste videospil er alt andet end. Politiet kan vende sympatisk med overskridelsen af arbejdskraftudnyttelse, men kun når vilkårlige tal opnås. De deltager ikke på grund af fortællingsfunktion (som om det ville være fornuftigt at vende dem efter at have myrdet deres rækker).
Sympatisører deltager kun, når der oprettes ressourcer. Lokkes de af løftet om kobber eller er de lavet af uld? Nogle mænd kan blive stablet 20 gange i en kamp uden virkning, fordi et phantom nummer over deres hoveder læser niveau 9 i stedet for 3. Gatekeeping er absurd. "Åben" verdener forbliver kun lige så åbne som de får lov til at være.
Der er nogle fremskridt.
En kvindelig snigmorder er i spidsen. Der er counter-acting kvindelige skurke og de spunky brawling animationer er sterling underholdning. Racer er også repræsenteret i denne Dickens-lignende historie, som sker med Dickens. UbiSoft viser, at de kan lære efter Enhed køn oproer. I det mindste i den ene henseende har Ubisoft modnet og udviklet sig.
Men måske må vi forvente hele denne tårnklatring, raiding og kæmper teltpole til modne og udvikle sig også. Som det sidder, Syndicate kun har dybden af en skole skole lærebog, omend med blod.
Vores vurdering 5 Bernie Sanders kunne bruge Assassin's Creed Syndicate's fortælling om grådighed og kapitalistisk misbrug ved kampagnamøder. Det er for rutinemæssigt efter et dusin spil. Anmeldt på: Playstation 4 Hvad vores vurderinger betyder